Obligationsmarkedet flyver ofte under radaren for mange privatinvestorer. Mens aktier stjæler rampelyset, overgår obligationer markedet i størrelse og betydning. Og nu forsøger obligationerne at fortælle os noget, med de amerikanske statsrenter der stiger til det højeste niveau i 16 år.
Siden midten af juli er den 10-årige amerikanske statsrente steget kraftigt. Den er gået fra omkring 3,8 pct. og er nu kun få basispoint fra at bryde igennem 5 pct.-niveauet. Og husk, at når obligationsrenten stiger, er det fordi obligationskurserne falder.
Du tænker måske, at det ikke betyder så meget, fordi du primært er investeret i aktier. Men den 10-årige amerikanske statsobligation er den vigtigste indikator på markedet. Den fungerer som et benchmark for andre finansielle aktiver og sætter standarden for et ‘risikofrit afkast’.
Denne næsten risikofrie rente på statsgæld ses som et minimumsafkast for andre finansielle aktiver i samme valuta. En udbytteaktie med et afkast på 4 pct. virker mindre tiltrækkende, når en investering, der er garanteret af den amerikanske stat, giver 5 pct. Eller hvorfor bekymre sig om besværet ved mere aktive investeringer, såsom at erhverve og drifte en ejendom med et afkast på 6 pct., når man nemt kan købe en obligation med et lignende afkast med et par klik fra sin smartphone?
Og det er netop de højere obligationsrenter, der har lagt pres på aktiemarkederne siden sensommeren. Det har især ramt det rentefølsomme danske OMXC25-indeks, som nu er faldet med mere end 10 pct. siden i sommers.
Så hvorfor stiger renterne så hurtigt? Der er ikke et entydigt svar, men den gode nyhed er, at det ikke skyldes højere inflationsforventninger, som typisk presser renterne op for at bevare realafkastet. I stedet er det en kombination af fundamentale og tekniske faktorer:
i) FEDs seneste retorik om en ‘higher-for-longer’ styringsrente, får markedet til at forvente, at det nuværende niveau på 5,5 pct. ikke bliver sænket foreløbig. ii) Bekymringer over det amerikanske statsunderskud og den voksende statsgæld kombineret med en nylig kreditnedgradering fra Fitch og måske en nedgradering fra Moody’s på vej. iii) Stærke data, der indikerer en robust amerikansk økonomi, hvilket har en tendens til at få renten til at stige.
Men tekniske faktorer spiller også ind. iv) FEDs ophør af Quantitative Easing, hvor de ikke længere opkøber amerikanske statsobligationer i markedet, men i stedet afvikler dem fra deres balance. v) Den amerikanske regering har genoptaget udstedelsen af nye obligationer efter en lang pause forud for forhøjelsen af gældsloftet i juni. vi) Der er mindre efterspørgsel fra udenlandske aktører, med Bank of Japan der løsner kontrollen med den japanske rentekurve og gør hjemlige obligationer mere attraktive. Imens reducerer Kina sin beholdning af amerikanske statsobligationer, der ønsker at styrke den svækkede yuan.
Det store spørgsmål er nu, hvor den 10-årige amerikanske statsrente er på vej hen. Yderligere stigninger vækker lidt bekymring på kort sigt, som fortsat vil presse aktierne. Men på længere sigt kan en højere rente være selvkorrigerende. Strammere finansielle forhold bremser økonomien med en inflation der hurtigere bevæger sig mod 2 pct. målet.
De højere obligationsrenter giver naturligvis også mulighed for at investere i de selvsamme obligationer og opnå et forventet årligt afkast i dollars på næsten 5 pct. over de næste ti år.
eToro er en investeringsplatform med flere slags aktiver. Værdien af dine investeringer kan stige eller falde. Investering indebærer risiko for tab.
eToro er reguleret i Europa af Cyprus Securities and Exchange Commission, autoriseret og reguleret af Financial Conduct Authority i Storbritannien og af Australian Securities and Investments Commission i Australien.
Denne meddelelse har kun et informations- og uddannelsesformål og bør ikke betragtes som investeringsrådgivning, en personlig anbefaling eller et tilbud om eller opfordring til at købe eller sælge finansielle instrumenter. Dette materiale er udarbejdet uden hensyntagen til en bestemt modtagers investeringsmål eller økonomiske situation og er ikke udarbejdet i overensstemmelse med de juridiske og lovgivningsmæssige krav til fremme af uafhængig research. Henvisninger til tidligere eller fremtidige udvikling for et finansielt instrument, indeks eller et sammensat investeringsprodukt er ikke og bør ikke betragtes som en pålidelig indikator for udviklingen i fremtiden. eToro laver ikke fremstillinger og påtager sig intet ansvar for nøjagtigheden eller fuldstændigheden af indholdet af i denne meddelelse.