Markederne har haft en solid start på året, hvor de fleste aktier er steget. Men især mange af de aktiver, der underpræsterede sidste år, har leveret ekstra stærke afkast. Det gælder bl.a. tech- og vækstaktier, men også crypto.
Stigningerne er blevet understøttet af en bedring af de fundamentale økonomiske forhold, med de indkomne data fra USA og Europa, som viser, at risikoen for en dyb og langvarig recession er blevet mindsket. Samtidig har virksomhederne leveret solide indtjeninger, mens inflationen ved første øjekast synes at være på retræte.
Den nedtrykte investorstemning ved indgangen af året blev udfordret af ’bedre end frygtet’ data, og bidrog til at give en lettelse af stemningen der accelererede opturen. Stigningerne blev også hjulpet godt på vej af investorernes ’fear of missing out’ og deres ophobning af kontanter på sidelinjen.
Opturen blev anført af crypto-, tech- og vækstaktiver. Disse aktiver fik det største løft, fordi obligationsrenterne faldt betydeligt fra oktober til begyndelsen af februar, hvilket lettede presset på værdiansættelserne. Den amerikanske 10-årige rente faldt fra 4,2 pct. til 3,4 pct.
Det er gode nyheder for de investorer, der har været eksponeret mod disse rentefølsomme aktiver. Men netop disse investorer kan nu drage fordel af at være mere taktisk forsigtige.
Inflationen kan vise sig at være mere sejlivet end først antaget. Feds foretrukne forbrugerinflationsindikator steg mere end forventet i januar, samtidig med at prisstigningerne var bredt funderede. I sidste uge fik vi tal fra euroområdet for februar, der viste, at den samlede inflationen faldt en tomme til 8,5 pct. fra 8,6 pct. Imens steg kerneinflationen til et nyt højdepunkt på 5,6 pct. fra 5,3 pct i januar.
Den vedholdende inflation giver anledning til forventninger om, at centralbankerne vil fortsætte deres hårde renteforhøjelseskur. Forventningerne til Feds slutrente er nu 5,25 pct. og markedet har reageret ved at sende obligationsrenterne op. Den amerikanske 10-årige rente ligger nu på 4,0 pct. mod 3,4 pct. i begyndelsen af februar. I samme periode er den danske 10-årige rente steget fra 2,2 pct. til 2,9 pct.
Og de højere obligationsrenter kan sætte en stopper for den seneste tids lettelse af værdiansættelserne. Her er det specielt de mere rentefølsomme aktier med mindre indtjening i dag, relativt til fremtidig indtjening der bliver hårdest ramt.
Vi er fortsat optimistiske på lang sigt, men er også varsom over for hastigheden og styrken på de seneste måneders markedsrally for de mest udsatte crypto-, tech- og vækstaktiver.
Derfor ser vi aktier med højere PE-multipler som de mest risikable i det nuværende miljø. S&P500s techsektor handles til en PE-multipel på 23x, mens indekset over en bred kam handles til 18x. Sektorer, selskaber og regioner med lavere PE-multipler er mindre følsomme over for stigende renter. De laveste sektorer i S&P500-indekset er energi (10x) og finans (13x).
Men vi finder også tilsvarende lavere PE-multipler i det finans- og energitunge Europa (Stoxx600-indekset på 13x). Det medicinal- og industritunge danske OMXC25-indeks handles til en væsentlig højere PE-multipel. Men også her findes der mange robuste og defensive virksomheder, der er mindre rentefølsomme.
Som privatinvestorer kan du overveje at balancere din portefølje, hvis du efter de seneste måneders stigninger nu er overvægtet i de mest udsatte rentefølsomme aktiver. Du kan med fordel stadig være investeret, men med større vægt på ’billigere’, mere defensive penge genererende aktiver, som vil kunne klare sig bedre i perioder med volatilitet.
eToro er en investeringsplatform med flere slags aktiver. Værdien af dine investeringer kan stige eller falde. Investering indebærer risiko for tab.
eToro er reguleret i Europa af Cyprus Securities and Exchange Commission, autoriseret og reguleret af Financial Conduct Authority i Storbritannien og af Australian Securities and Investments Commission i Australien.
Denne meddelelse har kun et informations- og uddannelsesformål og bør ikke betragtes som investeringsrådgivning, en personlig anbefaling eller et tilbud om eller opfordring til at købe eller sælge finansielle instrumenter. Dette materiale er udarbejdet uden hensyntagen til en bestemt modtagers investeringsmål eller økonomiske situation og er ikke udarbejdet i overensstemmelse med de juridiske og lovgivningsmæssige krav til fremme af uafhængig research. Henvisninger til tidligere eller fremtidige udvikling for et finansielt instrument, indeks eller et sammensat investeringsprodukt er ikke og bør ikke betragtes som en pålidelig indikator for udviklingen i fremtiden. eToro laver ikke fremstillinger og påtager sig intet ansvar for nøjagtigheden eller fuldstændigheden af indholdet af i denne meddelelse.