Et hårdt år for Tesla

Aktiemarkedets darling Tesla gik i frit fald gennem 2022, hvor aktiekursen faldt med 65 pct. Og elbilproducenten fik heller ikke den bedste start i 2023, da leverancen af elbiler i fjerde kvartal ikke levede op til forventningerne. Det store spørgsmål er nu, om tendensen forsætter, eller om vi har set bunden og herfra igen skal se en opadgående aktiekurs.

Fuld fart ud af landevejen

Uanset hvad man mener om Elon Musk, er han unægtelig manden, der satte elbiler på verdenskortet. I 2017 solgte Tesla allerede mere end 100.000 elbiler fra sine amerikanske fabrikker i Californien, Nevada og New York.

Men det virkelige gennembrud kom i 2019, da den tredje megafabrik i Shanghai, startede masseproduktionen. Godt hjulpet på vej at de lempelige pengepolitiske tiltag i kølvandet på Corona-epidemien og den nyfundne interesse for at investere blandt folk i lockdown, tog Tesla-aktien for alvor fart i løbet af 2020 og 2021, hvor kursen steg mere end ti gange.

Hypet omkring aktien blev forstærket af Elon Musk, der præsenterede vækstscenarier, der lovede 50 pct. vækst om året og spekulerede højlydt om en fremtid domineret af selvkørende elbiler. I marts 2021 udnævnte Elon Musk sig selv til ‘TechnoKing’ for Tesla, hvilket bidrog perfekt til hans image og gjorde aktien stadig mere folkelig.

Samtidig blev ambitionerne i store træk indfriet. I løbet af hele 2020 blev der produceret knap 500.000 elbiler. I 2021 var det 937.000 elbiler.

Investorerne oplevede hurtigt store kursgevinster, hvilket medvirkede til fartblindhed. Spekulation om en hurtig kapitalgevinst fik et større fokus end den underliggende forretning og indtjening. Ved udgangen af 2021 blev Tesla-aktien handlet til en PE-multipel på omkring 200 – altså investorerne betalte 200 dollars for 1 dollar i indtjening.

Indhentet af virkeligheden

2022 blev året, hvor mange vækstaktier blev indhentet af virkeligheden, og hvor det blev klart at de ikke var immune over for rentestigninger og udsigten til økonomisk afmatning. Det gjaldt især for Tesla, som raslede 65 pct. ned i løbet af året.

Størstedelen af faldet skyldes, at aktiemarkedets fundamentale forhold ændrede sig i løbet af 2022 – fra lave renter og billig kapital til høje renter og dyr kapital – mens Tesla over en bred kam leverede fornuftige resultater.

Fra TechnoKing af Tesla til CEO af Tech-virksomhed

Samtidig gav Elon Musks fokus på Twitter ikke ligefrem Teslas aktionærer den tryghed, som de desperat ledte efter i 2022. I december solgte Elon Musk yderligere 22 mio. aktier i Tesla til en værdi på ca. 3,6 mia. dollars, og hans salg i 2022 nåede op på over 40 mia. dollars. Bekymring er nu, hvornår dette salg slutter. I april 2022 sagde Musk, at han ikke længere ville sælge Tesla-aktier, men salget er fortsat og har sat kursen under yderligere pres.

Tesla har barren højt, men de underliggende forretnings- og markedsforhold er gunstige

Forventningerne til leverancerne i fjerde kvartal af 2022 lød på 431.000 nye elbiler, mens Tesla kun leverede 405.000 elbiler. Dette har fået nogle investorer til at sætte spørgsmålstegn ved, om Elon Musk kan levere på sin 50 pct. vækstmålsætning, som han ellers flere gange har fremlagt i 2022.

Ved nærmere eftersyn er væksten af leveringer fra 936.000 elbiler i 2021 til 1,3 mio. elbiler i 2022 (ca. 40 pct.) ganske fornuftigt, når man tager årets Corona- og forsyningskædeproblemer i betragtning. Til sammenligning har Volkswagen, den bedst sælgende elbil blandt de traditionelle bilgiganter, solgt 366.000 elbiler i de første tre kvartaler af 2022.

I den nærmeste fremtid, vil en længere og dyb økonomisk afmatning kunne svække på efterspørgslen efter cykliske forbrugsvarer som elbiler og gøre det svært at indfri de høje forventninger, som Elon Musk har sat. Men uanset står verdens bilflåde til at overgå til elbiler i løbet af dette årti, og med mindre end 5 pct., der i dag kører på elektricitet, vil elbilmarkedet fortsætte med at vokse.

Med et massemarkedsprodukt som elbiler handler det hele om skala for at opnå fornuftige marginer. Tesla har investeret massivt i megafabrikker på tre kontinenter, hvilket har givet dem den luksus at have højere marginer, som vi ikke endnu ser hos andre elbilproducenter. Tesla har også allerede bevist, at de kan levere en stærk indtjening og levere et solidt cash flow.

Værdiansættelsen er nu mere attraktiv

Med kursfaldet igennem 2022 er Teslas værdiansættelse nu på et niveau hvor den handles til en PE-multipel på ca. 35 gange, sammenlignet med ca. 200 gange ved udgangen af 2021. Tesla er blevet hårdt ramt af et højere rentemiljø og en svagere investortillid forårsaget af en fraværende CEO og en kommende økonomisk afmatning. Men virksomheden fundamentale forhold er grundlæggende de samme.

Mens prisen i 2021 nærmede sig et meget optimistisk niveau, er værdiansættelsen i dag mere attraktiv – specielt set i lyset af den fortsatte forventning om voksende leverancer og indtjening.

I takt med, at vi nærmer os toppen på Feds rentecyklus, og markedet begynder at skimte rentenedsættelser i horisonten, vil Tesla opleve en lettelse af presset på værdiansættelsen, som kan få aktien til at genvinde nogle af sine tab fra 2022.

På den anden side er der fare for, at Tesla ikke formår at realisere deres målsætninger, og at resultaterne i 2023 ikke lever op til forventninger, hvilket vil medføre, at investorerne selv efter et fald på 65 pct. stadig finder Teslas markedsværdi på knap 350 mia. dollars for høj.

Om eToro 

eToro er en investeringsplatform der giver folk mulighed for at øge deres viden og velstand som en del af et globalt investeringsfællesskab af investorer. eToro blev grundlagt i 2007 med en vision om at åbne de globale markeder, så alle kan handle og investere på en enkel og gennemsigtig måde. I dag er eToro et globalt fællesskab med mere end 30 millioner registrerede brugere, der deler deres investeringsstrategier; hvor alle kan følge de mest succesfulde investorers tilgange. Platformen er enkel og derfor kan brugerne nemt købe, holde og sælge aktiver, overvåge deres portefølje i realtid og handle, når de vil.

 

eToro er en investeringsplatform med flere slags aktiver. Værdien af dine investeringer kan stige eller falde. Investering indebærer risiko for tab. 

eToro er reguleret i Europa af Cyprus Securities and Exchange Commission, autoriseret og reguleret af Financial Conduct Authority i Storbritannien og af Australian Securities and Investments Commission i Australien.

Denne meddelelse har kun et informations- og uddannelsesformål og bør ikke betragtes som investeringsrådgivning, en personlig anbefaling eller et tilbud om eller opfordring til at købe eller sælge finansielle instrumenter. Dette materiale er udarbejdet uden hensyntagen til en bestemt modtagers investeringsmål eller økonomiske situation og er ikke udarbejdet i overensstemmelse med de juridiske og lovgivningsmæssige krav til fremme af uafhængig research. Henvisninger til tidligere eller fremtidige udvikling for et finansielt instrument, indeks eller et sammensat investeringsprodukt er ikke og bør ikke betragtes som en pålidelig indikator for udviklingen i fremtiden. eToro laver ikke fremstillinger og påtager sig intet ansvar for nøjagtigheden eller fuldstændigheden af indholdet af i denne meddelelse.