De danske privatinvestorer er fortsat optimistiske for 2024

Danske privatinvestorer fortsætter med at vise optimisme for investeringsåret 2024. eToros seneste Retail Investor Beat-undersøgelse fra marts viser, at 73 pct. af danskerne har stor eller nogen tillid til deres investeringsportefølje. Dette niveau har været nogenlunde stabilt siden efteråret 2023, men er en stor forbedring fra efteråret 2022, hvor kun 57 pct. havde denne tillid.

I 2024 forventer danskerne igen at se positive afkast. 83 pct. af de adspurgte forventer et positivt afkast på deres portefølje, mens kun 17 pct. ser deres portefølje slutte året i nul eller med et tab. Det gennemsnitlige forventede afkast blandt danskerne er på 7,5 pct., hvilket er en smule lavere end sidste kvartals 7,8 pct. Med S&P500, der leverede 10 pct., og det største danske indeks, der leverede 7 pct. i første kvartal, virker danskernes forventninger for året realistiske.

Men på trods af disse positive forventninger er danskerne stadig opmærksomme på de udfordringer, som markederne og deres investeringer står overfor. På spørgsmålet om, hvad de ser som den største trussel mod deres investeringer, er en global eller dansk recession stadig den største bekymring hos 28 pct. Det er en lille forbedring fra 30 pct. i slutningen af 2023.

Den globale økonomis udsigter til en ’blød landing’ ser også bedre ud i dag. Den amerikanske økonomi har vist overraskende robusthed med en forventet økonomisk vækst på 2,5 pct. i årets første kvartal. Det er på trods af de dramatiske rentestigninger, der begyndte for knap to år siden. I Europa er økonomien også ved at stabilisere sig efter sidste års flirten med recession og kan herfra genvinde lidt styrke.

Med den igangværende krig i Ukraine og optrapningen i Mellemøsten er det ikke overraskende, at internationale konflikter (25 pct.) fylder stadig mere hos danskerne. Imens er lidt færre bekymrede over høj inflation (20 pct.). Vi har set betydelige forbedringer i den europæiske inflation, som nu er så lav som 2,4 pct. Men det er nok mere bekymringen for, om den amerikanske inflation, som har været ’fastgroet’ på omkring 3 pct. siden sidste sommer, kan falde under centralbankens målsætning på 2 pct.

Til gengæld er bekymringen for høje renter, som tidligere var blandt investorernes største frygt, blevet mindre fremtrædende. Kun 8 pct. ser høje renter som den største risiko for deres investeringer. Det er et markant fald fra sidste sommer, hvor næsten en fjerdedel angav det som den største risiko. Med de store centralbankernes styringsrenter, der toppede i sensommeren, og rentenedsættelser, der kan være på vej hen over sommeren, er denne risiko også aftagende.

Og de længe ventede rentenedsættelser, som snart kan blive en realitet, er noget, næsten halvdelen af privatinvestorerne forbereder sig på. Op mod 17 pct. af de adspurgte angiver, at de allerede har justeret deres portefølje for at forberede sig på den nye ‘rentevirkelighed’, mens yderligere 21 pct. stadig planlægger at justere porteføljen.

 

eToro er en investeringsplatform med flere slags aktiver. Værdien af dine investeringer kan stige eller falde. Investering indebærer risiko for tab.

eToro er reguleret i Europa af Cyprus Securities and Exchange Commission, autoriseret og reguleret af Financial Conduct Authority i Storbritannien og af Australian Securities and Investments Commission i Australien.

Denne meddelelse har kun et informations- og uddannelsesformål og bør ikke betragtes som investeringsrådgivning, en personlig anbefaling eller et tilbud om eller opfordring til at købe eller sælge finansielle instrumenter. Dette materiale er udarbejdet uden hensyntagen til en bestemt modtagers investeringsmål eller økonomiske situation og er ikke udarbejdet i overensstemmelse med de juridiske og lovgivningsmæssige krav til fremme af uafhængig research. Henvisninger til tidligere eller fremtidige udvikling for et finansielt instrument, indeks eller et sammensat investeringsprodukt er ikke og bør ikke betragtes som en pålidelig indikator for udviklingen i fremtiden. eToro laver ikke fremstillinger og påtager sig intet ansvar for nøjagtigheden eller fuldstændigheden af indholdet af i denne meddelelse.