Det amerikanske S&P500-indeks har leveret fornuftige afkast i år på trods af de seneste ugers markedssvaghed. Dette års afkast på det amerikanske indeks har primært været drevet af øgede værdiansættelser. På aktiemarkedet er der grundlæggende to måder, hvorpå aktier kan stige: i) en stigning i værdiansættelsen, altså en stigning i Price/Earnings-multiplen, eller ii) en stigning i virksomhedernes indtjening.
I år har indtjeningssiden ikke været særlig understøttende. På trods af, at S&P500 er steget med 16 pct., har indekset ikke været båret af indtjeningsfremgang. I årets første kvartal leverede virksomhederne samlet en flad indtjening på 0 pct. i forhold til kvartalet sidste år. Regnskabssæsonen for andet kvartal, som netop er kommet til vejs ende, har leveret et ‘bedre end frygtet‘ indtjeningsfald på -3 pct. Ikke imponerende, men bedre end forventningerne om et -8 pct. fald forud for sæsonen.
I stedet er der sket en stigning i værdiansættelserne. Altså, Price/Earnings-multiplen er steget i løbet af året. Det medfører at aktierne er blevet ‘dyrere’ ved, at investorerne i dag betaler en højere pris for virksomhedernes fremtidige indtjening. Multiplen er steget fra 17x i begyndelsen af året til det nuværende niveau på lige over 19x. Et stykke over de 16x ved markedets lavpunkt i efteråret sidste år, og over det langsigtede gennemsnit på 17,8x. Dermed har det amerikanske marked positioneret sig som et af verdens dyreste, hvilket står i kontrast til de forholdsvis mere beskedne værdiansættelser i Europa med Stoxx600 på 12x.
De højere værdiansættelser kan give grund til en smule bekymring, men ikke panik. Vi ser, at der under overfladen, er store forskelle på værdiansættelserne i S&P500. De meget omtalte ’The Magnificent Seven’ aktier – bestående af Apple, Googles moderselskab Alphabet, Amazon, Nvidia, Tesla og Facebook-ejeren Meta – tegner sig for mere end 25 pct. af den samlede indeksværdi. Og særligt blandt disse aktier findes høje værdiansættelser der trækker indeksets Price/Earnings-multipel op. Det inkluderer Tesla, der handles til 63x, og Amazon til 57x. Imens handles Microsoft til 30x og verdens største virksomhed målt på markedsværdi Apple til 28x. Høje profitmarginer, robuste balancer med lav gæld og rigelige kontantreserver samt lovende vækstudsigter er med til at underbygge deres høje værdiansættelser. Denne type virksomheder er sjældnere uden for det amerikanske indeks.
Desuden kan værdiansættelserne blive understøttet af virksomhedernes fremtidige indtjening, som kan være på vej op. Ifølge analysehuset Refinitiv kan andet kvartal markere lavpunktet i denne indtjeningscyklus. Refinitiv forudser en beskeden indtjeningsvækst på 2 pct. i tredje kvartal, før årets sidste kvartal kan se en stigning på 11 pct., og 2024 med en vækst på 12 pct. Efterhånden som vi får mere sikkerhed for indtjeningsudsigterne, kan det give luft til de pressede amerikanske værdiansættelser og støtte det bredere marked.
Kilde: Refinitiv. Anm: 12 måneders fremadrettet Price/Earnings-multipel
eToro er en investeringsplatform med flere slags aktiver. Værdien af dine investeringer kan stige eller falde. Investering indebærer risiko for tab.
eToro er reguleret i Europa af Cyprus Securities and Exchange Commission, autoriseret og reguleret af Financial Conduct Authority i Storbritannien og af Australian Securities and Investments Commission i Australien.
Denne meddelelse har kun et informations- og uddannelsesformål og bør ikke betragtes som investeringsrådgivning, en personlig anbefaling eller et tilbud om eller opfordring til at købe eller sælge finansielle instrumenter. Dette materiale er udarbejdet uden hensyntagen til en bestemt modtagers investeringsmål eller økonomiske situation og er ikke udarbejdet i overensstemmelse med de juridiske og lovgivningsmæssige krav til fremme af uafhængig research. Henvisninger til tidligere eller fremtidige udvikling for et finansielt instrument, indeks eller et sammensat investeringsprodukt er ikke og bør ikke betragtes som en pålidelig indikator for udviklingen i fremtiden. eToro laver ikke fremstillinger og påtager sig intet ansvar for nøjagtigheden eller fuldstændigheden af indholdet af i denne meddelelse.