Stigende obligationsrenter: En trussel eller en mulighed?

Mange privatinvestorer fokuserer primært på aktier, mens obligationer ofte ender i skyggen. F.eks. viser eToro’s seneste Retail Investor Beat-undersøgelse fra december, at kun 23 pct. af danskerne er investeret i udenlandske obligationer. Men med de seneste markante stigninger i globale statsrenter forsøger obligationerne at fortælle os noget vigtigt – også for aktiefokuserede privatinvestorer.

Den amerikanske 10-årige statsrente har igen kurs mod 5 pct. Siden renten nåede bunden på 3,6 pct. i september sidste år, er den især siden starten af december steget markant og har nu ramt 4,7 pct. Samme udvikling ser vi i Europa, hvor renterne på britiske, franske, tyske og danske statsobligationer har set voldsomme stigninger siden december.

Dette sker samtidig med, at centralbankernes korte styringsrenter har rentepilen pegende nedad. Så hvorfor stiger statsrenterne så hurtigt? Der er ikke et entydigt svar, men en kombination af flere faktorer har skabt et frasalg af statsobligationer, der får renten til at stige.

For det første fortsætter den amerikanske økonomi med at overraske positivt. Senest med fredagens jobrapport, der viste 256.000 nye job og et fald i arbejdsløsheden til 4,1 pct. For det andet er inflationen mere sejlivet end håbet og sværere at få ned under 2 pct. målsætningen. Det, sammen med den stærke økonomi, er med til at udskyde forventningerne til Feds rentesænkninger. Efter den stærke jobrapport indpriser markedet nu kun én enkelt sænkning i 2025. For det tredje skaber voksende budgetunderskud og stigende gældsniveauer øget kreditrisiko og usikkerhed for obligationsinvestorer.

Kombinationen har medført stigende renter, ikke kun i USA men også i Europa. Hvor USA bedre kan håndtere højere renter, der delvis kommer fra den solide vækst, rammer de Europa hårdere og kan være med til at svække den i forvejen skrøbelige vækst.

Højere obligationsrenter og faldende obligationskurser har ikke kun betydning for obligationsinvestorerne. Sammenhængen mellem obligationer og aktier er tæt, og den 10-årige amerikanske statsobligation er den vigtigste indikator på de finansielle markeder. Den fungerer som et benchmark for andre finansielle aktiver og sætter typisk standarden for et teoretisk risikofrit afkast.

Typisk vil investorer kræve et højere afkast – en risikopræmie – på de mere risikofyldte aktier end på statsobligationer, som generelt betragtes blandt de sikreste investeringer (men måske i mindre grad i takt med, at der opbygges en stadig voksende gæld).

Med en obligationsrente der nærmer sig 5 pct. mindskes risikopræmien på amerikanske aktier. S&P 500-indekset handles til en samlet Price/Earnings-multipel på 22x – det svarer til, at indekset leverer 4,5 dollar i indtjening for hver 100 dollar du betaler for aktierne (1/22) – altså et såkaldt earnings yield på 4,5 pct. Det betyder, at den typiske risikopræmie ved at holde aktier over obligationer nu er lavere end den har været længe.

Vi kan forvente, at enten aktier eller obligationer må give sig før eller siden for igen at skabe balance i risikopræmien. Yderligere stigning i obligationsrenterne kan presse aktiemarkedet, men også gøre obligationsafkast endnu mere interessante for privatinvestor. Amerikanske statsobligationer er nu ikke langt fra at kunne levere et forventet årligt afkast i dollar på næsten 5 pct. over de næste ti år.

Chart

eToro er en investeringsplatform med flere slags aktiver. Værdien af dine investeringer kan stige eller falde. Investering indebærer risiko for tab.
eToro er reguleret i Europa af Cyprus Securities and Exchange Commission, autoriseret og reguleret af Financial Conduct Authority i Storbritannien og af Australian Securities and Investments Commission i Australien.
Denne meddelelse har kun et informations- og uddannelsesformål og bør ikke betragtes som investeringsrådgivning, en personlig anbefaling eller et tilbud om eller opfordring til at købe eller sælge finansielle instrumenter. Dette materiale er udarbejdet uden hensyntagen til en bestemt modtagers investeringsmål eller økonomiske situation og er ikke udarbejdet i overensstemmelse med de juridiske og lovgivningsmæssige krav til fremme af uafhængig research. Henvisninger til tidligere eller fremtidige udvikling for et finansielt instrument, indeks eller et sammensat investeringsprodukt er ikke og bør ikke betragtes som en pålidelig indikator for udviklingen i fremtiden. eToro laver ikke fremstillinger og påtager sig intet ansvar for nøjagtigheden eller fuldstændigheden af indholdet af i denne meddelelse.