De største danske og globale aktier er oftest i fokus, når det kommer til investeringer. Danske giganter som Novo Nordisk (NOVO-B.CO), DSV (DSV.CO) og Vestas (VWS.CO) samt internationale mastodonter som Apple (AAPL), Nvidia (NVDA) og Microsoft (MSFT) tiltrækker sig næsten al opmærksomhed.
Men der er også en verden af muligheder under overfladen på de store indeks. De kan være lige så spændende og profitable – også for privatinvestorer. Mange mindre selskaber er i gang med at udvikle nye teknologier, tjenester, produkter og markeder, og har potentiale til at blive morgendagens markedsledere. Disse mindre aktier, som ofte kaldes small-cap eller mid-cap, kan give betydelige afkast, især hvis de opdages tidligt.
For eksempel var danske selskaber som Zealand Pharma (ZEAL.CO) og NKT (NKT.CO) mindre selskaber for bare få år siden, men i dag er de blandt de større selskaber. Zealand Pharma havde en markedsværdi på blot ca. 5 mia. kr. i 2022, men er siden mangedoblet til en markedsværdi i dag på over 60 mia. Kr.
Men de danske privatinvestorer holder igen
Ifølge eToros Retail Investor Beat-undersøgelse for første kvartal virker danskerne ikke så interesserede i at investere i small-caps. Af de danske privatinvestorer, der svarer, at de vil justere deres investeringsportefølje forud for rentesænkninger, er det kun 24 pct. der siger, at de vil investere mere i small-cap-aktier.
Det kan skyldes, at small-caps ikke har klaret sig særligt godt i de seneste par år, hvor det i stedet har været tech-giganter og mange large-cap-aktier, der har domineret aktiemarkedet. Høje renter og frygt for aftagende økonomisk vækst har været særligt vanskeligt for small-caps. Det amerikanske Russell 2000-indeks (RTY), som indeholder omkring 2.000 af de mindste amerikanske aktier, ligger stadig omkring 10 pct. under sin rekord fra 2021. Imens handles large-cap indekset S&P 500 (SPX500) næsten 20 pct. over 2021-toppen (se graf).
Small-caps er også meget forskellige fra large-cap-aktier. De er mere følsomme over for økonomisk vækst, med mange der er i mere cykliske sektorer og med mindre fokus på teknologi. Deres omsætning er typisk mindre diversificeret og mere indenlandsk-fokuseret. Samtidig har selskaberne som regel højere gæld og udbetaler mindre udbytte.
Small-cap kan få comeback herfra
De seneste makroøkonomiske medvinde med udsigt til lavere renter og det, der kan vise sig at blive en blød landing af økonomien, kan give en tiltrængt støtte til small-cap sektoren. Vi fik en forsmag på deres rentefølsomhed i juli og senest her i august. Russell 2000 steg med op mod 10 pct. på få handelsdage i kølvandet på bløde inflationstal, der gav den amerikanske centralbank grønt til at starte rentesænkninger.
Selv om nogle investorer kan have taget forskud på de kommende rentesænkninger, kan small-cap-selskaber fortsat klare sig godt. En økonomi, der fortsætter med at tøffe afsted, mens selskaberne nyder godt af lavere renteomkostninger, i takt med at centralbankernes styringsrenter bevæger sig mod et lavere ‘neutralt’ niveau, kan sætte yderligere skub i small-caps.
En mindre rotation fra nogle af giganterne over mod denne mindre del af markedet kan også række rigtig langt. Den gennemsnitlige markedsværdi blandt amerikanske small-caps er på blot 3,4 mia. dollars. S&P 500’s største selskab, Apple (AAPL), har en markedsværdi, der er 1.000 gange større, med vanvittige ca. 3.500 mia. dollars.
Der er muligheder på det danske marked
På det danske marked er small cap-aktier dog meget små og har lavere handelslikviditet. Men der findes alligevel en lang række danske aktier under C25-indeks overfladen, som har handelslikviditet, nyhedsdækning og er let tilgængelige for privatinvestorer.
Der er alternativer til de velkendte store medicinal navne Novo Nordisk (NOVO-B.CO), Coloplast (COLO-B) og Genmab (GMAB.CO). Investorer kan overveje mindre medicinalselskaber som Alk Abello (ALKB.CO), Gubra (GUBRA.CO) og Chemometec (CHEMM.CO) som muligheder.
Flere danske IT-selskaber findes også under C25-overfladen, herunder det tidligere C25-selskab NetCompany (NETC.CO) og mindre softwarefirma cBrain (CBRAIN.CO).
Ser vi på den solide danske maritime sektor, kan vi lede efter alternativer til shippingaktien Mærsk (MAERSKB.CO), herunder tørlast- og tankrederiet Norden (DNORD.CO), og Torm (TRMD-A.CO) som så sent som i sommer blev optaget i C25-indekset.
Investorer, der leder efter bankaktier, kan også se ud over Danske Bank (DANSKE.CO), Jyske Bank (JYSK.CO) og Nordea (NDA_SE.ST), som oftest får opmærksomhed og nyhedsdækning. Der er mange mindre danske børsnoterede banker, og en bank som Sydbank (SYDB.CO) har længe været på vippen til at blive en del af det fine C25-selskab.