Vi er godt i gang med den amerikanske regnskabssæson for andet kvartal 2024. Ved udgangen af sidste uge havde næsten 350 af de 500 S&P 500-selskaber præsenteret deres resultater. Med mange store navne, herunder seks af de syv ‘Magnificent Seven’-aktier, der nu har leveret deres resultater, er det tid til at gøre status.
Denne regnskabssæson har været vigtigere, end den har været i lang tid. På trods af markedets svaghed i juli og korrektionen i starten af august er S&P 500 (SPX) stadig steget med 10 pct. siden årets begyndelse og skal nu understøttes af vækst i selskabernes indtjening. Vi har længe set, at aktiekurserne løber hurtigere end selskabernes underliggende indtjening. Kun ca. to tredjedele af dette års kursstigninger kan tilskrives en stærkere indtjening, mens de resterende kursstigninger kommer fra endnu højere værdiansættelser.
Det har medført, at det samlede S&P 500-indeks i dag handles til knap 21 gange selskabernes indtjening. Det er over det langsigtede gennemsnit på lige under 18 gange, hvilket betyder, at investorerne i dag betaler en højere pris for selskabernes underliggende indtjening.
Regnskabssæsonen har især været en test for de højt vurderede ‘Magnificent Seven’-aktier, (som har oplevet årets stærkeste kursstigninger, men også den stærkeste indtjeningsvækst. Mens de fleste ‘Magnificent Seven’-selskaber har leveret og overgået indtjeningsforventningerne, har det ikke helt været nok for investorerne. Når man bliver branded og vurderet som ‘magnificent’, vil selv de mindste fejltrin blive straffet, og det er netop, hvad vi har set for selskaber som Alphabe (GOOG), Microsoft (MSFT) og Amazon (AMZN).
Selvom vi har set en række af de store tech-aktier blive sendt ned i kølvandet på regnskabet, har vi heldigvis set mange solide regnskaber under overfladen. To tredjedele inde i sæsonen står S&P 500-selskabernes (SPX) samlede indtjening faktisk til at vokse med hele 13 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Det er noget bedre end de 10 pct., som markedet forventede forud for sæsonen, og det ligner dermed en fortsættelse fra sidste kvartal, hvor indekset leverede en overraskende solid indtjeningsvækst på 8 pct.
Vi ser også, at flere selskaber overrasker positivt. Ifølge analysehuset Refinitiv, har fire femtedele (79 pct.) af selskaberne indtil videre overgået analytikernes konsensusestimater. Selvom det er normalt i den amerikanske ‘beat guidance-kultur’, at selskaber slår analytikernes estimater, er det stadig over de ‘typiske’ to tredjedele. Denne stærkere indtjening skulle gerne være med til at understøtte det bredere indeks.
Spørgsmålet er, om de positive indtjeningsresultater i denne regnskabssæson er nok til at opveje den svaghed på markedet, der er begyndt at vise sig som følge af de stigende makroøkonomiske modvinde. Især har en række skuffende amerikanske arbejdsløshedstal og et nøgletal for industrien i denne uge vist, at økonomien er på vej ned i gear. Det kan komme til at betyde, at de kommende regnskabssæsoner for årets tredje og fjerde kvartal, hvor der for nu forventes en indtjeningsvækst på 7 pct. og 14 pct., er for optimistiske og at vi kommer til at se svagere regnskabssæsoner herfra.