Over de seneste år har det kinesiske aktiemarked været en af de største skuffelser for mange investorer. Det kinesiske marked har over de sidste fem år set en markant underpræstation i forhold til det amerikanske (SPX), europæiske (EUSTX50) og danske marked (se graf).
Men nu ser det ud til, at dette kan være ved at ændre sig. I sidste uge har markedet reageret særdeles positivt på en række økonomiske stimuli fra regeringen i Beijing. Tiltagene er iværksat i et forsøg på at stimulere væksten efter den seneste tids svage økonomiske data og for at stabilisere det kriseramte ejendomsmarked. Det kinesiske aktiemarked er steget med omkring 15 pct. i løbet af ugen.
Stimuli-pakken, som er den største siden pandemien, består af en kombination af pengepolitiske lempelser og støtte til aktiemarkedet. På den pengepolitiske front ser vi lavere styringsrenter fra den kinesiske centralbank og en sænkelse af bankernes reservekrav. Ejendomsmarkedet får støtte fra lavere krav til udbetaling og en sænkelse af boligrenterne. Samtidig modtog aktiemarkedet støtte i form af en lånepulje på 114 mia. dollars fra centralbanken, som virksomheder kan bruge til at tilbagekøbe egne aktier. Og der kan være mere på vej.
Undereksponering giver FOMO
Regeringens tiltag kan virke beskedne i forhold til den samlede værdi af det kinesiske aktiemarked på omkring 15.000 mia. dollars. Alligevel har de skabt en ‘FOMO’-stemning blandt investorer, der nu skynder sig ind på markedet af frygt for at gå glip af potentielle afkast. Det er forstærket efter en periode, hvor investorstemning på det kinesiske marked har været i bund. Efter den mangeårige underperformance har mange institutionelle og private investorer vendt ryggen til kinesiske aktier. Men nu, hvor markedet viser tegn på positivt momentum, forsøger mange at indhente deres undereksponering.
Den hidtil manglende popularitet blandt investorer og markedets flerårige underpræstation gør det kinesiske aktiemarked til et af de billigste i verden. Aktiekurserne er relativt lave i forhold til selskabernes underliggende indtjening. I Kina betaler du kun omkring 10 kroner for en krones indtjening, mens du i Europa betaler tættere på 15 kroner, og i USA betaler du så meget som 22 kroner for den samme indtjening.
Den lave prisfastsættelse og den hidtil nedtrykte investorstemning betyder, at de positive nyheder og den friske stimuli-pakke har haft en ekstra stor effekt – og det er præcis, hvad vi ser udspille sig i denne uge. Hvis momentum og investorstemning for alvor vender, er der potentiale for yderligere kursstigninger, set i forhold til det kinesiske markeds historiske prisfastsættelse.
Kan det positive momentum være vedvarende?
Det er dog vigtigt at huske, at selvom de seneste tiltag har skabt et positivt momentum, kan det vise sig at være midlertidigt. Den kinesiske økonomi står stadig over for betydelige strukturelle udfordringer, herunder en kriseramt ejendomssektor. Desuden er forbrugerne trængte, da mange er dybt investeret i det pressede ejendomsmarked, samtidig med at de stadig kæmper med høje realrenter og høj ungdomsarbejdsløshed.
Udfordringer i den kinesiske økonomi, kan være en del af forklaringen på, hvorfor de danske privatinvestorer ikke har blikket rettet mod Kina. eToros seneste Retail Investor Beat-undersøgelse fra tredje kvartal viser, at blot hver tiende danske privatinvestorer er investeret i det kinesiske aktiemarked.
For den langsigtede investor, der ønsker at sprede sin portefølje over flere økonomier, kan kinesiske aktier potentielt være en interessant mulighed. Det giver eksponering mod en økonomi, der, trods de nuværende udfordringer, forventes at vokse hurtigere end de fleste vestlige økonomier, samtidig med at aktierne er lavt prisfastsatte. Samtidig kan den lavere korrelation med de amerikanske og europæiske markeder også tilføje en vis risikospredning til den samlede investeringsportefølje.